3.g’ere fejrer sidste skoledag med skumsprøjt og galla

Skolegården er fuld af liv. Alle eleverne er ude og løber glade og skrigende rundt, men det er ikke et almindeligt frikvarter. Det er nemlig 3.g’ernes sidste skoledag, og traditionen tro er de ude i skolegården, udklædt i sjove kostumer og kastende med karameller. Med sig har de også store vandpistoler og masser af barberskum, og hurtigt bliver skolegården forvandlet til et virvar af høj musik og en blanding af vand og skum og karameller over hele gården.

3.g'ere samlet til morgenmad i Cirkelhallen.

3.g’ere samlet til morgenmad i Cirkelhallen.

Sådan gik det for sig i fredags, hvor 3.g’erne fejrede deres sidste skoledag. Dagen startede i Cirkelhallen, hvor de glade elever var samlet til morgenmad. Alle 3.g’erne var klædt ud, og de mange kostumer spændte fra tennisspillere, tyrolere og Rødhætte til Spiderman og Kick-ass.

Kick-ass, straffefange og to tennisspillere.

Kick-ass, straffefange og to tennisspillere.

Selv Olsen-Banden kunne man finde blandt de glade 3.g'ere!

Selv Olsen-Banden kunne man finde blandt de glade 3.g’ere!

Efter skumsprøjtet blev det tid til den traditionelle fodboldkamp mellem 3.g’erne og lærerne. Det var noget af et syn at se de festklædte elever spille på liv og død mod deres lærere, og trods Jan Thranes indsats som dommer blev kampen hurtigt forvirrende at følge.

Eleverne forsvarer deres mål.

Eleverne forsvarer deres mål.

Om aftenen blev dørene slået op for 3.g’ernes store galla. Den blev ikke holdt på konferencecentret i Allerød, men på den gode gamle skole, som de snart skal sige farvel til. Der blev danset lancier, spist lækker middag og festet til den store gyldne studenterhue.

Der bliver danset lancier for sidste gang i gymnasietiden.

Der bliver danset lancier for sidste gang i gymnasietiden.

Det virker ret dækkende, når Lea Husted Petersen fra 3.z kalder dagen for “den bedste dag ever!” Sådan havde Christopher Valeur Vestergaard fra 3.v det også. “Det var en rigtig god dag, noget man har set frem til lige siden man startede i skole for 13 år siden, hvor sidste skoledag ligesom er kulminationen på alt ens hårde arbejde (…) Det var desuden også en meget hektisk dag, der ikke indebar mange pauser, men hvad skal man bruge pauser til når man har det sjovt?” Han syntes også godt om gallaen og specielt lærernes høje humør: “Det var en aften, hvor man kan pakke alle fordomme væk om, hvor kedelige lærerne er, for det beviste de, at de absolut ikke er!”

En stolt Thrane med sine svaner.

En stolt Thrane med sine svaner.