Amatørdetektiverne del 1

Jeg tænker tit tilbage på den gang, jeg mødte Kim for første gang. Vi to har været igennem så meget sammen, og vi har haft så mange vanvittige eventyr, at det er svært at forestille sig, at jeg overhovedet havde et liv, før jeg mødte ham.

Mit navn er Thomas Thranebjerg, og engang gik jeg på et lille, almindeligt gymnasium i Nordsjælland. Jeg var flink nok, og jeg brugte mange timer på at tæske den boksebold, der var på mit værelse, så jeg var sgu også en adræt fyr, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg var den slags fyr, alle ville pege på og sige: ”han er sikkert vildt populær!” Problemet var bare, at jeg er lidt nørdet.

Okay, lidt er måske en underdrivelse… Jeg har en særlig begavelse for sprog, og allerede dengang mestrede jeg dansk, svensk, norsk, engelsk, fransk og hindi. Det sidste lærte jeg for at imponere en sød indisk pige i syvende klasse, men den historie kan I få en anden gang. Nu vi taler om piger, så havde jeg et stort problem. Jeg havde svært ved at tale med dem. Hver gang jeg prøvede at tale med en køn pige, slog min tunge knuder, og min ellers skarpe hjerne gik helt i selvsving.

Det pinte mig meget, for der var en pige, jeg virkelig gerne ville lære bedre at kende. Hun hed Mathilda, og hun sad to rækker foran mig. Hun havde langt, brunt hår og et smil, der kunne få engle til at dratte ned fra himlen. Hun var velklædt, havde rige forældre og var omsværmet af venner og bejlere. Kort sagt, hun var langt over mit niveau.

Jeg husker, at jeg sad i matematiktimen og dagdrømte om hende, da vores rektor kom ind med den nye elev. Han var en spøjs type. Han var høj og ranglet, hans hud var bleg og tjavsede, gule lokker stak ud under hans tweedhat. I den ene mundvig havde han en lakridspibe, som han lod som om, han røg på, og som han stod der foran klassen, lignede den mærkelige nye dreng Sherlock Holmes på en prik.

”Jeg vil gerne bede jer om at tage godt imod Kim Hansen. Han skal være jeres nye klassekammerat. Kim, du sætter dig bare, hvor du vil,” sagde rektoren med sin store, dybe røst og forlod så lokalet. Den nye dreng så rundt i lokalet og kikkede så i min retning. Pladsen ved siden af mig, var den eneste, der var ledig. Han satte sig ned ved siden af mig, vi nikkede til hinanden, og jeg fortalte ham mit navn.

Efter lidt tid fandt jeg modet til at sige: ”Nå Kim, er du Sherlock Holmes-fan eller går du bare med dit Halloweenkostume et par måneder før tid?” Kim smålo. ”Det er nu, du prøver at starte en samtale med at fyre en ikke særlig gennemtænkt joke af,” sagde han og smilte bredt. ”Arthur Conan Doyle var et geni, når han kunne skabe sådan en genial figur. Hvis jeg skal være ærlig, så er Sherlock Holmes mit idol.” ”Idol? Inden for hvad?” sagde jeg. ”Jeg har en lidt… speciel hobby. Jeg ville med glæde vise dig den,” sagde han, ”hvis du altså har tid efter skole.” Jeg var lidt nervøs, for jeg stolede stadig ikke på den nye dreng, men samtidig var jeg meget nysgerrig. ”Okay, jeg er med.”

Turen fra skolen ned til byen var lang, så Kim havde tid nok til at sætte mig ind i sin hobby. Kim var amatørdetektiv. Som barn havde han læst Sherlock Holmes-bøgerne igennem gang på gang og sværget, at han ville blive den bedste detektiv nogensinde. Som 10-årig havde han hjulpet til med at finde en bankrøver, og da han gik i ottende, havde han hjulpet politiet med at finde en gruppe voldtægtsmænd.

”Mine forældre støttede mig meget i starten, men de gik hen og døde i en bilulykke et par uger før min 11-års fødselsdag. Så nu fortsætter jeg. For at ære dem, du ved.” Jeg var forbløffet. ”Det er jo fantastisk Kim! Tænk at du virkelig har noget, du brænder så meget for, at det kan hjælpe andre mennesker.” Kim tog mig på skuldrene og grinede fra øre til øre. ”Jeg er glad for, at du synes det Thomas. De fleste synes, jeg er skør. Du ved, jeg har faktisk tænkt på at få mig en makker. Ville du være interess…”

Kim blev afbrudt af et råb om hjælp. Vi vendte os om og så, at to mænd var ved at overfalde en dame. Den ene mand hev og sled i hendes taske, mens den anden havde et fast tag om hendes hals. Jeg måtte gøre noget! Jeg greb fat i min mobil og skulle til at ringe til politiet, da jeg så, at Kim pludselig spurtede af sted mod overfaldsmændene. Han satte af, fløj gennem luften og tacklede den ene overfaldsmand hårdt. Jeg ved ikke, om jeg pludselig blev fyldt af mod, eller om jeg troede, at Kim ville blive banket, hvis jeg ikke hjalp, men jeg valgte at følge hans eksempel.

Den anden overfaldsmand prøvede at slippe væk med tasken, men han var langsom og klodset, så jeg halede hurtigt op på ham og sparkede efter hans fødder. Han mistede balancen og tabte tasken på jorden. Han vendte sig om, og jeg begyndte så småt at tænke over, om jeg havde begået en fejl. Manden var tårnhøj, og han havde muskler som en wrestler, så da han slog det første slag, skyndte jeg mig at hoppe til siden. Han slog igen, og jeg kunne mærke suset, da hans næve akkurat missede mig. Jeg undveg endnu et slag, mens jeg tænkte over, hvad jeg skulle gøre, og da slog det mig, at jeg måske skulle prøve at komme bag ham. Da det næste slag kom, dykkede jeg under det og rullede bag overfaldsmanden. Da jeg var bag ham, spildte jeg ingen tid og skubbede hårdt til ham med al min vægt. Manden ramte jorden hårdt, og jeg skyndte mig at binde hans hænder sammen med mit bælte.

Jeg så over på Kim. Han havde tilsyneladende fået jaget den anden bandit på flugt, og han var nu på vej over til damen med hendes taske. Jeg følte en ubeskrivelig glæde indeni. Jeg havde det som om hundrede raketter eksploderede inden i mig. Jeg følte mig som en superhelt!

Men så hørte jeg politiets sirener komme nærmere og nærmere, og jeg indså, at Kim og jeg havde rodet os ud i nogle seriøse problemer.

FORTSÆTTES