Amatørdetektiverne del 2

Hej alle sammen! I må undskylde den lange ventetid, men min uge har været ret så hektisk, så jeg har ikke haft forfærdelig meget tid til at sidde ned og skrive. Udover det, så har ugens afsnit af Amatørdetektiverne været meget svært at skrive. Vi forlader altså vores helte lidt tidligere denne uge, end jeg egentlig har planlagt. Men glæd jer! Jeg kan love jer, at næste afsnit bliver actionfyldt. (Lasse)

Jeg havde aldrig været på en politistation før. Et par af mine klassekammerater havde, dengang det gav status at have prøvet at stjæle fra en superbrugs eller en slikforretning, men jeg havde altid holdt mig på god fod med loven. Men efter jeg mødte Kim blev politiet en stor del af min hverdag.

Politibilerne havde kørt os og tasketyven til den lokale politistation. Jeg var fulgt frivilligt med, men Kim havde råbt op, om at politiet ikke skulle anholde ham for at gøre deres arbejde, hvilket en politimand havde kvitteret med ved at give Kim en knytnæve lige i synet. Nu sad vi på et spartansk indrettet kontor og afventede vores dom. ”Du har virkelig fået os i fedtefadet Kim,” sagde jeg. ”Ja for helvede!” sagde Kim med irritationen lynende ud fra hans sæbeøjne. ”De tog endda mine lakridspiber!” Trods vores uheldige situation kunne jeg ikke lade være med at skraldgrine.

Min latter forstummede dog, da politimanden trådte ind af døren. Hans pande var rynket under det lyse hår og hans skæg fik ham til at se ufatteligt barsk ud. Han hev et papir frem fra tasken og gik mod os med lange skridt. ”Straffelovens paragraf 252, jeg læser: ’ Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.’ Oversat til os almindelige dødelige, det er en rigtig dum idé at overfalde andre,” sagde han.

”De var sgu selv ude om det!” råbte Kim. Jeg stødte ham med min albue og kiggede ind i politimandens lynende øjne: ”Hør her hr..?” ”Søndergaard. Martin Søndergaard,” svarede inspektøren. ”Hør her, det her er selvfølgelig en uheldig situation, men vi prøvede bare at hjælpe. Kunne vi prøve at forhandle os ud af det her?”

Politimanden stirrede fortsat vredt ud, og jeg tænkte så småt over, hvordan jeg skulle forklare mine forældre, at vi skulle skaffe en advokat, men så forsvandt vreden i hans øjne og et smil bredte sig ud over hans ansigt. ”Det behøver I ikke. Jeg lader jer gå. Jeg har større fisk at fange, og hvis jeg skal være ærlig, så ville jeg ønske, der var flere som jer,” sagde han. Han sukkede dybt: ”Få folk respekterer politiet i dag. Endnu færre hjælper dem.”

Jeg vandrede lettet ud i den friske luft, mens Kim skraldgrinede. ”Kan du fatte, hvor heldige vi lige var Thomas?” ”Det var på et hængende hår, Kim. Tænk hvis de havde smidt os i fængsel.” Kim fiskede i lommen og fandt en lakridspibe frem. ”Arh,” sagde han, mens han pakkede den ud, ”de smider dig ikke i spjældet første gang.” Med lakridspiben hængende fra mundvigen spankulerede han ned af gaden. ”Der skal en del mere til.” Jeg så undrende på Kim. ”Hvor meget mere?” Kims ansigtsudtryk fortalte mig, at han egentlig kendte svaret, men overhovedet ikke havde lyst til at fortælle det. ”Har du lyst til at se, hvor jeg bor?”

Kims onkel var meget rig. Han havde alt det en rig mand burde have: et stort hus i den pæne del af byen, en smuk kone og en hurtig computer, men han havde ingen bil. Kim sagde, at han foretrak at køre med tog. Derfor havde Kim fået lov at indrette sig i garagen. Jeg husker tydeligt, at jeg blev fyldt med forbløffelse, da jeg så Kims værelse. De der feng-shui-typer siger, at ens hjem afspejler ens personlighed, så forestil jer så speciel en person som Kims hjem. Der var fem store hylder fyldt med alskens dingenoter, og syv store hardballgeværer var kronen på den overdådige samling. Hans skrivebord var fyldt med hvad, der lignede sagsmapper, og på bordet stod sågar en gammeldags skrivemaskine. Den ene væg var prydet af et gigantisk kort, der var fyldt med post-its, notater og røde ringe.

”Velkommen til kontoret Thomas! Det er her, magien sker. Når jeg har været ude og rekognosere, så skriver jeg lige et notat på kortet. Hver seddel, prik, kryds, ring eller krusedulle på kortet repræsenterer en person eller en gruppe personer, jeg finder mistænkelig. Og SPOILER ALERT: Der er rigtig mange mennesker i den her by, der ikke rigtig har rent mel i posen.” Jeg trak i mundvigen og rystede på hovedet. ”Her i det her hul af en by? Den må du længere ud på landet med, Kim.”

Kim endevendte den ene af bunkerne på skrivebordet og rakte mig en slidt papmappe. Jeg åbnede den og så fire polaroid-fotoer. Det viste fire skumle afrikansk udseende mænd. De var pumpede, arrede og gik i sorte læderjakker. Det ene billede viste dem ved siden af en lille båd. Det lignede, at de ventede på noget. Det næste billede viste, at en lastbil kørte op til deres båd. Dernæst så jeg tre af mændene begynde at pakke kasserne ud og tage dem hen mod båden, mens den sidste af dem vekslede et par ord med føreren af lastbilen. Det sidste var et billede af den ene af mændene, der sad på en grøn faldefærdig bænk og talte et stort bundt sedler. Jeg synes, der var noget bekendt med billederne, så jeg blev ikke overrasket, da jeg så, at et stort T var ridset ind i bænken.

”De her billeder er fra Hertugens Strand! Jeg har selv lavet det mærke på bænken! Der er smuglere i vores by!” ”Bingo,” grinte Kim, ”de har kommet her præcis klokken 21 de sidste to fredage.” Kim tog fat i en walketalkie fra hylden. ”Jeg efterlod en tændt walkietalkie der i morges inden skole. Ved du hvad dag, det er i dag Thomas?” Jeg smilte. ”Fredag.” ”Med på en forbryderjagt, Thomas?” sagde Kim med et stort glimt i øjet.