Amatørdetektiverne del 3

Vi var ankommet tyve minutter før tid. Kims walkie-talkie kørte stadig, men vi havde ekstra batterier med til den for en sikkerheds skyld. Vi satte os til at vente i buskene, men der gik lang tid. Fem minutter over blev til ti minutter over, ti minutter over blev til halv ti. Jeg skulle til at rejse mig og gå, da Kim pludselig pegede ud mod havet: ”Se!” En lille båd kom tøffende ind til havnen, og på samme tid kørte en stor lastbil ind på havnevejen. De fire mænd skyndte sig over mod bilen, mens chaufføren steg ud.

”Kan du høre dem Thomas?” spurgte Kim. Jeg tændte walkie-talkien og lagde mit øre helt ind til højttaleren. Der lød en skratten og en statisk summen, men så kunne jeg ane to stemmer i støjen.  ”Det var I fandeme lang tid om!” ”Siger du? Er det hele der?” ”300 kilo glas. Lige parat til at sælge.” ”Superbe, så tager vi det med ud til den forbandede ø.” Der lød et brag og et klik, og jeg så op. Mit blod frøs til is.

Smugleren havde presset lastbilschaufføren op imod bilen, og han pegede ham i panden med en stor, sølvfarvet pistol. ”Men sig til din boss, at vi vil have mere for at smugle det shit. 500.000 eller no deal. Tu comprends?” Jeg kunne ikke se hans ansigt, men jeg kunne tydeligt mærke angsten i chaufførens stemme, da han stammede: ”Ja, selvfølgelig hr. Jeg skal nok tale med ham om det.” Smugleren smed manden på jorden. ”Trés Bien. Pis af, nu!” Chaufføren skyndte sig op i bilen og kørte væk i en helvedes fart.

De resterende mænd var begyndt at samle kasserne op og laste dem i den lille båd. Jeg skulede over til Kim. ”Så du det? De har pistoler mand! Hvad gør vi?” sagde jeg. ”Pistoler er en udfordring,” sagde Kim og rodede i sin taske. ”Men du skal bare finde ud af at løse den.” Kim trak et par svømmebriller op af tasken. ”Øh Kim, jeg har ikke lyst til at gå i vandet,” sagde jeg, men Kim vrissede: ”Tag dem nu bare!”

Brillerne strammede om mit hoved, og jeg kunne ikke finde ud af at indstille dem, så som I nok kunne forestille jer, var jeg i et ret irriteret humør. ”Kim, hvorfor skal vi egentlig have dem på? Er du bange for at få noget i øjnene?” Kim fiskede i tasken og trak en gå kugle frem. Fra den ene ende stak en lille stang ud, der endte i en ring. ”Ja,” sagde Kim, ”og det burde du også være.” Han trak stangen ud, og røg begyndte at sive ud af kuglen. Han fyrede den afsted mod smuglerne, og da den ramte jorden hørtes et højt brag.

På et øjeblik var Hertugens Strand dækket af røg, og Kim puffede til mig. ”Hurtigt, før røgen letter! Tag alt, du kan!” Vi spurtede ned mod stranden, og røgen dækkede os som et kvælende, mørkt tæppe. Heldigvis var de briller, Kim havde givet mig, fantastiske til at afvise røgen, og jeg kunne se nogenlunde tydeligt. Jeg måtte hoppe hårdt til siden for ikke at støde ind i en hostende smugler, der faldt til Jorden med et højlydt ”Merde!” Kim kæmpede hårdt for at åbne den ene af kasserne. Den var lavet af træ og boltet hårdt sammen. Jeg borede mine fingre hårdt ned i træpladen og lagde alle mine kræfter i. Jeg var ved at tro at mine fingre ville ryge af før låget, men så hjalp Kim til, og det lykkedes os lige netop at få brækket kassen åben.

”Thomas, bag dig!” råbte Kim. Jeg vendte mig om og så, at den smugler, der havde truet chaufføren løb direkte mod mig. Han brølede vredt og pegede sin pistol direkte mod mit ansigt. Jeg var frosset et øjeblik, totalt lammet af tanken om at dø, så i panik gik min hjerne i baglås, og min krop tog over. Min fod skød opad, og pistolen røg ud af smuglerens hånd. Så begyndte mine næver at gå berserk. De slog ud efter manden i en hurtig, brutal rytme. Venstre-højre-venstre-højre. Til sidst faldt smugleren om, og en tyk kuvert faldt ud af hans lomme.

Jeg snuppede den og samlede pistolen forsigtigt op. Jeg dækkede mine fingre i et ærme, så jeg undgik at lave for mange fingeraftryk, og puttede så begge ting i min jakke. Jeg løb hen til Kim. Han havde ryddet den ene kasse. Fire lærredssække lå på jorden. Det krævede mange anstrengelser at løfte dem. Der var mindst 25 kilo i hver sæk! ”Lad os komme væk herfra Kim!” råbte jeg. Kim nikkede, og vi spænede op mod vejen. Vi havde hver to sække med. Vægten var en forhindring, men vi nåede helt op til vejen, før vi vendte os om.

To af smuglerne var nået ud af røgen. De hostede og bandede højlydt, men så løftede de deres blikke og blev pludselig tavse. Deres mørke ansigter forvredes i vrede grimasser, og så stormede de mod vejen. De havde set os!