Better Call Saul står stærkt på egne ben

Serie: Better Call Saul

Afsnit: Uno (Sæson 1, afsnit 1)

Genre: Komediedrama

Medvirkende: Bob Odenkirk, Michael McKean, Rhea Seehorn, Patrick Fabian, Jonathan Banks og Raymond Cruz

Skabere: Vince Gilligan og Peter Gould

Undertegnede skal ikke lade nogen være i tvivl – jeg elsker Breaking Bad! Walter Whites forvandling fra kræftsyg kemilærer til nådesløs narkokonge er noget af det bedste, der nogensinde er lavet på tv. Så da jeg først hørte, at hjernerne bag Breaking Bad ville lave en spin-off-serie om Heisenbergs skruppelløse advokat Saul Goodman, var jeg fuld af forventninger. Nu er serien her, og den fortæller historien om en ung Saul ca. seks år før hans møde med Walt og Jesse. Men lever serien op til sin fænomenale forgænger uden at stå i skyggen af den?

Hold på hat og briller - Saul Goodman er tilbage! Copyright: AMC

Hold på hat og briller – Saul Goodman er tilbage! Copyright: AMC

I åbningsscenen ser “Gene”, en manager i en fastfoodrestaurant i Nebraska, tilbage på en forholdsvis fjern tid af sit liv, hvor han var kendt som den korrupte advokat Saul Goodman. Tiden spoles derefter tilbage til 2002. Den unge advokat Jimmy McGill arbejder som offentlig forsvarer, men lønnen er ikke stor nok til at få tingene til at køre rundt. Desperat prøver han at få udbetalt sin bror Chucks millionstore andel i et succesfuldt advokatfirma, som han var medstifter af. Chuck har nemlig taget orlov pga. psykiske problemer, men både han og hans tidligere kolleger nægter at udbetale den fulde andel, da det vil føre til store problemer for firmaet. Chuck råder Jimmy til at skabe sit eget image, så han ikke kommer til at stå i skyggen af familienavnet eller Chucks firma. Og således begynder den unge advokat at benytte sig af mere beskidte tricks for at få sine søgsmål i hus – og begynder sin forvandling til Saul Goodman.

 

Et perfekt eksempel på seriens visuelle udtryk! Copyright: AMC

Et perfekt eksempel på seriens visuelle udtryk! Copyright: AMC

Fra første sekund af afsnittet har man allerede den samme følelse, som når man ser Breaking Bad. De to shows æstetiske udtryk er nemlig utrolig ens, ligefra brug af lys og farve til at bidrage til stemningen, fokus på de små detaljer i omgivelserne og smukke scenerier, der siger mindst lige så meget som tusind ord. Det samme gælder det både skøre og alvorlige persongalleri, der ud over Saul tæller gengangere fra Breaking Bad som “problemløseren” Mike Ehrmantraut og gangsteren Tuco Salamanca. Det er derfor tydeligt at mærke, at både instruktør, forfatter og fotograf er tilbage bag kameraet, og har man allerede set Breaking Bad, kommer man til at føle sig godt tilpas.

Næh, hovsa! Der dukkede en gammel kending op i form af Mike Ehrmantraut. Copyright: AMC

Næh, hovsa! Der dukkede en gammel kending op i form af Mike Ehrmantraut. Copyright: AMC

Saul Goodman er kendt for sine rappe replikker og “no-bullshit”-holdning til tingene, og personligheden er fuldt bevaret i denne serie. Jimmy McGill er nemlig en ufattelig livlig hovedperson. Han sprudler som champagne, kommer med skøre one-liners og gør sit bedste for at få et udfald, som både er til klienternes og hans egen fordel. En anden spændende ting er hans motivation. Hvor Walter White startede med at lave metamfetamin for sin families skyld, er Jimmys bevæggrunde ikke lige så noble. Han vil gerne gøre sit bedste som advokat, men ved, at han også bliver nødt til at tjene nogle penge – så meget, at han endda vil lade det gå ud over sin egen bror og hans firma. Saul Goodman, som altid prøver at finde den nemmeste smutvej, bliver derfor Jimmys frirum, på samme måde som Heisenberg blev Walter Whites forpligtningsfrie identitet. Ikke alene kan Saul Goodman som figur bære serien, men samtidig vises der også, at der egentlig ikke er så stor forskel mellem ham og Walt alligevel.

Saul øver på meget livlig vis sit forsvar. Copyright: AMC

Saul øver på meget livlig vis sit forsvar. Copyright: AMC

Better Call Saul minder meget om sin “storebror” Breaking Bad. Den deler figurer, univers og udtryk. Men betyder det, at Sauls historie bliver overskygget af Walter Whites? Nej, tværtimod. Har man set Breaking Bad, ville man sikkert kunne nikke genkendende til tilbagevendende personer og referencer. Hvis ikke kan bare nyde historien om en ung advokat, der vil gøre hvad som helst for at vinde sine sager – og score kassen. Så mangler I en serie med sjove figurer, mesterligt manuskript og smukke scenerier, så se med på Netflix!

Seks ud af seks svanevinger.

Trailer: