Derfor må I ikke gå glip af første caféaften!

Mine damer og herrer, svaner og svaninder – nu er det snart tid til den årets allerførste caféaften! Til jer nye elever, som ikke har prøvet det før, er caféaftener meget anderledes end festerne, og det kan Julia Thisted Andersen fra 3.v fortælle mere om:

“Cafeaften er en af de sjældne aftener på skolen i løbet af skoleåret, hvor man har mulighed for at mødes allesammen og have en hyggelig aften sammen. Happenings, optrædener og øl giver den hyggelige atmosfære, der sætter rammerne for cafeaften. Denne her gang tilbyder vi stand-up komikere, muligheden for at se hinanden optræde på scenen med forskellige indslag, og nyde nogle afslappede timer sammen som altid!”

Som Julia fortæller, byder caféaftener på øl og cider, optræden og generelt en mere hyggelig og intim atmosfære end festerne. Første caféaften byder på stand-up fra de to komikere Kasper Porsdal og Kasper Stensgaard, som I sikkert kender fra Zulu Comedy Galla.

Vil I have en hyggelig og sjov aften med dine klassekammerater (og tro undertegnede, det VIL I), så smut forbi NGG på torsdag d. 9/10 kl. 19-22. Dørene lukker kl. 19:45, og entré koster KUN 30 kr, så tag jeres studiekort og en ven i hånden og tag med til en aften, du sent vil glemme.