En mulighed som mange ikke får – Benedikte von Spreckelsen om Unge Forskere

Selvom NGG’s gymnasium er småt, er der alligevel rig mulighed for at udfolde sine talenter. Skolen tilbyder nemlig mange talentprogrammer for både humanistiske, samfunds- og naturvidenskabelige elever med ekstra motivation og noget på hjerte. Af tilbud er der bl.a. det prestigefulde Akademiet for Talentfulde Unge og Forskerspirer for akademikere in spæ. Disse programmer giver rig mulighed for at fordybe sig og opnå nye horisonter og selvrefleksion. Men det giver også en chancen for at få et betydeligt skulderklap, der kan bruges efter gymnasietiden.

Benedikte enkeltbillede

Det gælder f.eks. Benedikte von Spreckelsen fra 3.x. I slutningen af april vandt hun en sponsorpræmie for sit projekt til talentprogrammet Unge Forskere, hvor skoleelever fra hele Danmark har mulighed for at arbejde med et videnskabeligt projekt. 2000 projekter blev sendt ind i år, hvor 100 blev udvalgt til finalen – 50 juniorprojekter fra grundskoleelever og 50 seniorprojekter fra ungdomsuddannelser. Et af disse projekter var Benediktes Fedt er ikke bare fedt, hvilket hun fik en præmie for i form af et rejselegat fra Novozymes. Ytringg har taget en snak med Benedikte om oplevelsen, dens op- og nedture og hvad der ligger længere nede ad vejen.

Benediktes projekt er baseret på hendes SRP, som talentkoordinater og lærer Marianne Johansson anbefalede hende at sende ind til Unge Forskere. Hun havde også hørt fra tidligere deltagere, at det at deltage havde været en stor oplevelse. Benedikte var bl.a. ude på DTU, hvor hun kunne få hjælp til sin forskning: “De udlodder hvert år nogle SRP-øvelser, hvor jeg så var en af de heldige til at komme derud og lave forsøg,” fortæller hun. Benedikte undersøgte fedtsyresammenhængen for forskellige typer fisk og kylling for omega-fedtsyrer, som er vigtige, for at kroppen skal kunne fungere optimalt: “Jeg kiggede på nogle opdrættede og fritlevende kyllinger og fisk, og ud fra det kunne vi se, hvilke der indeholdt mest af de vigtige omega-fedtsyrer.”

Et godt stykke længere ned ad vejen kom finalen, der blev afholdt i Forum over tre dage. Den første dag var der åbent hus, hvor man kunne komme rundt og se de forskellige projekter. Den anden dag var der en juryrunde, hvor finalisterne skulle fremlægge deres projekter, og den sidste dag var der kåringsceremonier, hvor bl.a. uddannelsesminister Christine Antorini var til stedet. Udover det var der også arrangeret nogle sociale arrangementer om aftenen, hvor finalisterne kunne møde hinanden og snakke på kryds og tværs. Benedikte synes godt om den måde, finalen var sat op på, men også det sociale aspekt: “Det var inspirerende at møde andre, der havde noget, de brændte for og var passionerede omkring.”

En stolt Benedikte med talentkoordinater og biologilærer Marianne Johansson.

En stolt Benedikte med talentkoordinater og biologilærer Marianne Johansson.

“Åh, den er svær,” svarede Benedikte, da vi spurgte hende om det bedste ved at have deltaget i Unge Forskere. “Det absolut allerbedste?” Hun tænkte sig om, inden hun kapitulerede og svarede, at hele forløbet havde været godt: “Det var rigtig fedt at få den oplevelse, og man har virkelig kunne sætte sig ind i og specialisere sig inden for et bestemt område og opnå ny viden. Og så var det også fedt oveni at få en sponsorpræmie.” Men det var ikke lige nemt hele tiden, og Benedikte fandt motivation i opbakningen fra lærere, forskere og venner: “Der er jo meget arbejde, der ligger bag – et kæmpe stykke arbejde. Jeg har været rigtig heldig at have haft nogle rigtige gode lærere og have været ude på DTU, hvor man kan få noget vejledning og sparring.”

Benedikte vandt ikke i seniorpuljen i Unge Forskere, men fik til gengæld et ordentligt skulderklap fra et af Danmarks helt store firmaer. Hun vandt nemlig et rejselegat af Novozymes, som kan bruges til at komme ud i verden og opleve firmaets forskning på tæt hold. Benedikte fortæller: “Jeg fik et legat fra Novozymes, så jeg skal 12 dage til enten Kina eller USA. De har også sagt, at jeg kan komme til Brasilien eller Indien. Så kan jeg bare komme ud og snakke med dem, når jeg har tid og sige, hvornår jeg har lyst til at rejse, og hvad jeg synes kunne være spændende.” Der er ingen tvivl om, at dette er det, som Benedikte glæder sig mest til i fremtiden: “Det bliver en kæmpe oplevelse, og det er jo også en stor mulighed, og det er jo ikke mange, der får den. Også for at få et indblik i den virkelige verden.”