Et brag af en forestilling på Kulturværftet

I disse dage kører Espergærde Ungdomsskoles musical KONTINENT på Kulturværftet i Helsingør. KONTINENT er et fantasy-eventyr af bedste skuffe. Der er troldmænd og orker, onde dronninger og modige helte og en kamp om selve gudernes magt. Historien foregår på et kontinent, der er splittet i de to stridende riger Montania og Kosmania. Guderne boede engang på Kontinent, men de to rigers evindelige krig drev dem væk. Alle undtagen Fredens Gud flygtede. Han ville nemlig prøve at skabe fred hos menneskene. Selv han kunne dog ikke klare presset og sprængte i fem stykker. De ligger nu gemt omkring i Kontinent, og legenden siger, at den der samler Guden vil få dens magt. Det er en magt, som den onde dronning Alugiara af Montania gerne vil udnytte til at samle Kontinent, og det er nu op til vores modige helte: jægerpigerne Strit og Lara, købmanden Alexander og troldmanden Baxeløk, at finde Gudens dele før dronningen.

Ensemblet giver den gas på sangen Torvedag. Fotografi: Hans-Jørgen Hersoug

Ensemblet giver den gas på sangen Torvedag. Fotografi: Hans-Jørgen Hersoug

Ca. 100 unge har arbejdet i et år på at sætte forestillingen op, og deres entusiasme kan tydeligt mærkes i de hektiske kampscener og de storslåede sange. Skuespillet er godt og de mange kostumer, der er syet til forestillingen, er fantasifulde og prangende. Særlig mindeværdig er skurken, Dronning Alugiara. Sjældent ser vi så ond en figur i fantasy. Man kan heller ikke undgå at holde af troldmanden Baxeløk, der er en sjov og uheldig karakter. De mange væsner i stykket, gargoyler, gnomer, orker osv., er også bragt mesterligt til live med flotte kostumer og stemmeforvrængere.

Troldmanden Baxeløk i selskab med gnomer, der er væsener, som han hader inderligt. Fotografi: Hans-Jørgen Hersoug

Troldmanden Baxeløk i selskab med gnomer, der er væsener, som han hader inderligt. Fotografi: Hans-Jørgen Hersoug

NGG er også repræsenteret i musicalen. Hele 4 elever er med i forestillingen!

Fra 1.v er Jonas Carlsson, fra 10.c er Signe Rasmussen og fra henholdsvis 9.b og 9.e er søskende Olive og Petrea Bové Wagner. -Det er lykkedes mig at tale med Jonas og Signe. Her er, hvad Signe havde at sige om sin medvirken i forestillingen:

Hvad synes du om din rolle i forestillingen?

Jeg er meget glad for min rolle som amazone, fordi det er en lidt anderledes rolle i stykket og det har været spændende at være med til at skabe karakteren

Hvad var den sjoveste scene i musicalen at lave?

Jeg synes helt klart torvedag var sjovest at lave, hvor alle danser og synger! Vi har grinet meget da vi lavede den scene.

Hvis du skulle prøve at overtale nogen til at være med i musicalen næste år, hvad ville du så sige til dem? 

Jeg ville sige, at det er en kæmpe oplevelse at være med! Man føler sig som en del af et fællesskab, iblandt så mange søde mennesker. Jeg fortryder i hvertfald bestemt ikke at jeg startede!

Kan vi så regne med at se dig på scenen næste år?

Ja det vil I helt sikkert!

Dronningen, orker og de mystiske amazoner. Fotografi: Kim Bergsaker

Dronningen, orker og de mystiske amazoner. Fotografi: Kim Bergsaker

Lige så begejstret for at være i musicalen er Jonas. Her er interviewet med ham:

Du har en del roller i Kontinent. Hvilken én er sjovest at spille?

Jeg bruger jo mest tid på scenen som montansk soldat, men min yndlingsrolle er nok som død sjæl. Henimod stykkets slutning vover vores helte sig ned i Dødens Forhal, hvor de bliver omringet af vrede spøgelser. Det er en virkelig intens og creepy scene, og det er nok en af mine favoritter i hele forestillingen.

Kontinent er en fantasy-musical. Er fantasy noget, der normalt interesserer dig?

Fantasy er en virkelig fed genre. Alt kan lade sig gøre, og der er en kompleks verden at leve sig ind i. Og netop hvis man godt kan lide fantasy, er Kontinent en god musical. Der er stilen fra Willow, det politiske rænkesmederi fra Game of Thrones og magien fra Harry Potter og Ringenes Herre. Kort sagt alle de elementer, som giver en god historie.

Hvilken sang fra forestillingen synes du bedst om?

Krigssangen i slut 1. akt. Den er så pompøs og storslået, og det føles virkelig fedt, at hele ensemblet er samlet på scenen. Valerias Hemmelige Drøm er dog en rigtig ørehænger.

Hvis du skal komme med en salgstale til dem der går og tvivler på, at de skal være med, har du chancen nu:

Jeg kan varmt anbefale musical til alle, som har lyst til at være en del af et stort projekt og helt særligt fællesskab. Næste års forestilling bliver en gammel sag fra 2003 ved navn Blod og Ære om tiden efter 2. verdenskrig, og ud fra musikken at dømme bliver det helt suverænt. Der er også mange meget søde piger, så det er også en grund i sig selv til at starte.

Den uhyggelige tur ned i Dødens Forhal. Fotografi: Hans-Jørgen Hersoug

Den uhyggelige tur ned i Dødens Forhal. Fotografi: Hans-Jørgen Hersoug

KONTINENT er en musical af næsten professionel klasse, og jeg vil anbefale alle mine læsere at tage ind og se den! Espergærde Ungdomsskoles musical beviser igen i år, at man kan lave en fantastisk oplevelse med sammenhold, entusiasme og et fantastisk fællesskab.

Kontinent kører på Kulturvæftet i Helsingør indtil på fredag den 26. april.

En farvelhilsen fra den montanske hær. Fotografi: Hans-Jørgen Hersoug

En farvelhilsen fra den kosmanske hær. Fotografi: Hans-Jørgen Hersoug