Guldvindere i hold-triatlon: “Alle ville kunne gennemføre”

750 meter svømning. 23 kilometer cykling. 5 km løb. På én gang, lige efter hinanden. Et triatlon lyder umiddelbart som en hård omgang, og man kan hurtigt undre sig over, om man selv ville kunne klare mosten. Det kunne Kristin Blach fra 1.x og Kasper Pedersen fra 1.z til gengæld – og til UG med kryds og slange. For en uge siden, d. 7. september, vandt de nemlig guld i DM i holdtriatlon med deres klub Sigmatri Ungdom. Det var ikke ligefrem en let kamp, da specielt Kasper fik et par hårde skader undervejs. Ytringg har snakket med Kasper og Katrin om, hvordan de motiverede sig selv til at komme igennem det hele.

De tre sejrherrer fra højre til venstre: Kasper Pedersen, 1.z, Kristin Blach, 1.x og Asbjørn Sparre.

De tre sejrherrer fra højre til venstre: Kasper Pedersen, 1.z, Kristin Blach, 1.x og Asbjørn Sparre.

Kristin har tidligere svømmet på eliteniveau, men stoppede, da det blev for krævende. I stedet fik hun interesse for triatlon, og hun begyndte at træne med ungdomslandsholdet. Her var der en helt særlig energi: “Du er [sammen med] mennesker, der ved, hvordan du skal spise, [og] ved, hvordan man træner,” forklarer hun, “og det gør jo så, at hele den motivation, hele den positive energi omkring at træne og virkelig yde, den er der… De her mennesker hiver jo hinanden op, (…) så det var rigtig motiverende at være sammen med mennesker, der virkelig vil det her.” Kristin sammenligner det med at arbejde sammen i grupper med nogen, som brænder for et fag: “F.eks. hvis du er sammen med mennesker, der rigtig godt kan lide et fag, så ved du også godt, at niveauet bliver hævet.”

For Kasper var det ikke nok at kæmpe sig igennem. Uheldet forfulgte ham nemlig, og han endte med en hjernerystelse, forstuvet hånd og blodfuldt ben: “Efter svømmeturen er balancepunktet meget forskelligt i forhold til, når man er oprejst,” forklarer han. “Det gør, at når hurtigt man skal op af vandet og af sted på cyklen, bliver man ret konfus. Så da jeg i skiftezonen ikke fik skoen ordentligt på og skulle rette på den på cyklen, ramte jeg en kantsten og fløj ind i en hæk og ned på asfalten.” Kaspers cykel punkterede, og han lånte et andet dæk og var hurtigt af sted igen. På det tidspunkt var han ikke selv klar over, hvor alvorligt han var kommet til skade: “Kunne tydeligt mærke smerten i hånden, men pga. adrenalinen kom alt den aggression ud i pedalerne for at indhente det mistede. Under løbet kunne jeg egentlig ikke mærke så meget andet end de stød, som kom op i benet. Det var først, da jeg var i mål, at lægerne kom over til mig, og først der gik det faktisk op for mig, hvor slemt det var – ved ikke i dag, hvordan jeg selv kunne klare det.”

Hårdtsåret Kasper hos samaritterne. Forhåbentlig gjorde guldet lidt op for det.

Hårdtsåret Kasper hos samaritterne. Forhåbentlig gjorde guldet lidt op for det.

For Kristin var det at være i hold en kæmpestor motivation, da man kunne støtte hinanden. Derfor betød Kaspers uheld også meget: “Da Kasper styrtede i starten, blev vi lidt sådan: Fuck, noget lort!, men heldigvis fandt vi ud af det, og Kasper kom til samaritterne bagefter. Han kunne jo ikke gå op til skamlen, så det var jo helt vildt, men det var stadig superfedt, for det var da en kamp så både Asbjørn (Asbjørn Sparre, tredje mand på holdet, red.) havde haft, og Kasper havde jo også kæmpet sin kamp, og jeg måtte også selv have mine kampe under løbet.” Det var dog også med til at give blod på tanden: “Det er jo hele det her med at være sammen om det, at motivere hinanden, at vi gerne vil vinde det her. Vi var vidst bagud efter styrtet, men vi havde overhalet en hel gruppe, da vi kom om fra vandet efter svømning, så vi havde jo den motivation, at vi kunne godt nå det igen. Til løb var vi kommet op foran, men så var det jo noget med at holde forspringet og se, hvor meget vi kunne slå dem med.” Alligevel mener Kristin, at den største faktor er ens mindset. “Triatlon er mere socialt end det, jeg kom fra, men det handler jo om egentlig at kunne sætte sig ned og sige: Vil jeg det her, eller vil jeg det ikke? Det er meget det, det handler om: Har du viljen, har du styrken psykisk til at blive ved?… Jeg tror, alle herinde (på skolen, red.) ville kunne gennemføre et maraton, hvis det var det, de virkelig ville. Der er det jo også, at når man når de der 30 kilometer, at så er der stadig lang vej igen.”