Mutanter på hæsblæsende tidsrejse

Titel: X-Men: Days of Future Past

Genre: Superheltefilm, science fiction

Medvirkende: Hugh Jackman, James McAvoy, Michael Fassbender, Jeniffer Lawrence, Peter Dinklage, Ian McKellen og Patrick Stewart

Instruktør: Bryan Singer

I starten af 2000′erne filmatiserede Bryan Singer tegneserierne om X-Men. I en ikke så fjern fremtid er der opstået en ny menneskeracer af mutanter med utrolige evner. Tankelæseren Charles Xavier mener, at mennesker og mutanter kan leve sammen, men det er hans rival Erik Lensherr, som har evnen til at bøje metal, bestemt ikke enig i. Han mener nemlig, at mutanterne bør overtage pladsen som den dominerende race. Det førte til tre film i første omgang om kampen mellem Professor X’s X-Men og Magnetos Broderskab, og det blev en stor succes for bl.a. Hugh Jackman, der spillede den rå mutant Wolverine. Efter en solotur med denne instruerede Matthew Vaugn X-Men: First Class om Professor X og Magnetos unge dage, men det skabte lidt rod i tidslinjen. Der var simpelthen begivenheder, som ikke stemte overens med den gamle trilogi. Derfor er Bryan Singer vendt tilbage efter endnu en Wolverine-film for at samle det gamle og nye cast i én stor film, som skal rode bod på den værste forvirring. Resultatet er en af de bedste film i hele serien.

I 1973 er Professor X og Magneto gået hver for sig. Hårdest ramt er Xavier, da formskifteren Mystique, som nærmest var som en søster for ham, valgte at støtte op om Magnetos sag. Det hele går galt, da Mystique myrder videnskabsmanden Bolivar Trask. Han skabte nemlig en hær af robottor ved navn Sentinels, og deres tilstedeværelse viser sig at bliver skæbnesvanger for både mennesker og mutanter. 50 år senere kæmper fremtidens X-Men en hård kamp mod Sentinels, og de beslutter sig for at sende en person tilbage i tiden for at forhindre katastrofen. Da Wolverine er den eneste, der kan klare tidsrejsen, bliver han sendt tilbage til 1973 og må samle både Professor X og Magneto for at stoppe Mystique.

To Professorer i én film! Sikke et slagtilbud! Copyright: 20th Century Fox/Marvel

To Professorer i én film! Sikke et slagtilbud! Copyright: 20th Century Fox/Marvel

Sammensmeltningen af de to cast betyder, at vi både får de gamle og nye kendinge at se. Fra de gamle film er der bl.a. Hugh Jackman som Wolverine, som efter syv film i rollen stadig sparker lige så meget røv, samt selvfølgelig Patrick Stewart og Ian McKellen som de to gamle ærkefjender Professor X og Magneto, der i fremtiden endelig kæmper for den samme sag. Fra det nye cast er der bl.a. James McAvoy og Michael Fassbender som yngre udgaver af de to rivaler samt Jeniffer Lawrence, som spillede Mystique i First Class. At have de to udgaver af Xavier og Lensherr over for hinanden fungerer rigtig godt, da man tydeligt kan se kontrasterne. Hvor fremtidens Professor X er vis og rolig og har oplært bl.a. Wolverine, er fortidens Xavier så dybt præget af sorg, at han knapt kan bruge sine kræfter, og må søge hjælp fra Wolverine, som han senere kommer til at oplære. Hvor fremtidens Magneto endelig har begravet stridsøksen, tænker fortidens Lensherr stadig kun på sin egen sag. Xaviers rejse fra en knust mand til den vise mentor, man kender fra resten af filmene, fylder en stor del af filmen, men også Mystique spiller en vigtig rolle, da hun bliver nødt til at indse, hvilke konsekvenser det får, hvis hun får sin hævn. Af nye figurer ses også drengerøven Quicksilver, som har superfart, samt Bolivar Trask, spillet af Peter Dinklage (ham dværgen fra Game of Thrones), som formår at blive en af de bedste skurke i hele serien på nær Magneto.

Jeniffer Lawrence som Mystique - med og uden blå bodypaint. Copyright: 20th Century Fox/Marvel

Jeniffer Lawrence som Mystique – med og uden blå bodypaint. Copyright: 20th Century Fox/Marvel

Selve historien er nok den mest komplekse i hele serien, og det sker tit, når man smider tidsrejser ind i billedet. Til gengæld er det helt klart en af de bedste i serien, hvor gammelt ven- og fjendskab, at komme sig over en tragedie og de højere enheder, ens valg går op i, spiller en stor del. Samtidig får man rig lejlighed til at se mere af alle de figurer, man er kommet til at elske igennem de syv tidligere film. For folk, som ikke har set X-Men før, kan dette være et godt sted at starte, men undertegnede anbefaler, at man i det mindste har set First Class, før man sætter sig i biografsædet. Om filmen løser kontinuitetsproblemerne, er til gengæld en anden sag. Begynder man nemlig at tænke for meget over det, opstår der nemlig endnu flere spørgsmål om, hvordan de gamle og nye film hænger sammen. I stedet bør man hellere se på det som et bindeled mellem de gamle og nye figurer, og da filmen står stærkt som enkeltfilm, bør det ikke trække vanvittigt ned.

"Hvem i alverden er alle de mennesker, som sidder og kigger på os?" Copyright: 20th Century Fox/Marvel

“Hvem i alverden er alle de mennesker, som sidder og kigger på os?” Copyright: 20th Century Fox/Marvel

X-Men: Days of Future Past er et superhelteeventyr af første klasse. Tidsrejser, fed action og gode gensyn med gamle venner gør denne film til et must-see for alle, der vil se en god film – X-Men-fan eller ej.

Seks ud af seks svanevinger

Trailer: