Ni svaner på ATU’s sommercamp

NGG er rigtig godt repræsenteret på Akademiet for Talentfulde Unge. Der er nemlig 13 elever, som er medlem af dette prestigefyldte talentprogram, hvor engagerede elever, der trænger til lidt ekstra udfordring, kan gå til forskellige foredrag 0g workshops på universitetsniveau. Af dem deltog ni NGG-elever i en af Akademiets årlige sommercamps, som i år foregik på Nørre Gymnasium i Brønshøj. Her blev de i en uge kastet ud i en masse spændende og udfordrende workshops, mens de samtidig lærte nye venner at kende fra gymnasier over hele Nordsjælland.

De forskellige personlighedstyper mødes i Resonans

De forskellige personlighedstyper mødes i Resonans

De mange foredrag og workshops, som Jonas Carlsson fra 2.v, Lisa Walter Holm, Rasmus Juel Friis, Lasse Carlsson, Mie Holler og Elizabeth la Cour Christensen fra 2.x, Mads Emil Larsen fra 3.y og Julia Thisted Andersen og Maria Nielsen fra 3.v deltog i, spændte over en hel række emner. I Resonans skulle man arbejde med Whole Brain-modellen og sin og andres personlighedstype, i Neurocreativity lærte man om helt nye måder at tænke kreativt på, i Urban Games kunne man lære om spilteori og udvikle sine egne spil, og i Debatmagere kunne man lære om, hvordan man præcist kom frem med sit budskab. Ugen bød også på besøg på spændende steder som DTU, Vestforbrændingen, Botanisk Have, Zoologisk Museum, Geologisk Museum, Christiansborg og Gyldendal. Fredagen bød desuden også på rollespil som MUN, hvor spillerne skulle simulere FN og løse konflikter som belejringen af Gaza eller global opvarmning. For tidligere NGG-elev Kevin Guldager, som nu går på Helsingør Gymnasium, var spillet Business Battle, hvor man laver sit eget firma og følger dets udvikling gennem tre år, afgjort en af de fedeste ting ved campen: “Det var konge at konkurrere i at drive virksomhed – tidspresset og de mange valg gjorde processen spændende og lærerig.” Modsat en del talentprogrammer, hvor der specielt er fokus på det naturfaglige, er der på ATU et arrangement for alle, uanset hvad der fanger ens interesse.

Neurocreativity åbnede op for helt nye måder at tænke kreativt på.

Neurocreativity åbnede op for helt nye måder at tænke kreativt på.

Hvad giver et godt spil? Det fik vi at vide på Urban Games

Hvad giver et godt spil? Det fik vi at vide på Urban Games

Det var dog ikke kun viden med ekstra viden på, som blev serveret på campen. Man fik nemlig muligheden for at mødes med andre gymnasieelever fra hele Nordsjælland. Selvom folk kom fra vidt forskellige steder og havde vidt forskellige studieretninger, var det alligevel ikke svært at lære nye mennesker at kende. “Det aller fedeste ved campen var nok at være sammen med en masse mennesker man lige havde mødt,” siger Carla Nørremølle fra Gefion Gymnasium i København, “og alligevel synes at de føltes som gamle venner, netop fordi vi alle deler et grundlag af ambition og motivation.” Gymnasiets foyer fungeret som et socialt knudepunkt, hvor folk mødtes for at spille røvhul, mao, hjerterfri og Bezzerwisser og danse Lanciers – gerne til langt ud på natten. Ugen sluttede med et brag af en fest, hvor folk, som ikke havde mødt hinanden før om mandagen, nu var næsten bedste venner.

Der tænkes over argumenterne på Debatmagerne.

Der tænkes over argumenterne på Debatmagerne.

På Geologisk Museum fortælles der om Nicolas Steno.

På Geologisk Museum fortælles der om Nicolas Steno.

Hvis nogen af de nye elever er engagerede og friske på nye udfordringer, kan I læse mere om, hvordan I bliver optaget på ATU, på ungetalenter.dk eller kontakte Marianne Johansson (JH) over Lectio. Og hvis I kommer ind, er denne camp en oplevelse, I burde unde jer selv. Som Lisa Walther Holm fra 2.x meget dækkende beskriver: “Campen har haft et spændende fagligt program som ligger langt fra skolearbejde. Den har knyttet sociale bånd på tværs af gymnasier.”

Sådan ser det ud, når ATU fester.

Sådan ser det ud, når ATU fester.