På NGG er der ikke noget, der hedder “vi plejer”- interview med Jan Thrane

Den 6. august udsendte NGG en pressemeddelelse om, at NGGs stifter og rektor gennem 31 år, Jan Thrane, går på pension. Det er lykkedes Ytringg at få lov til at lave et interview med Thrane om hans erfaringer og om hvilke ting, der gør NGG til så godt et sted at være. Ytringg takker mange gange Thrane og viderebringer her interviewet:

 

Jeg synes, det kunne være meget godt at starte med begyndelsen, så da du nu skulle starte NGG tilbage i 1983, hvad så din største inspiration til at starte det her gymnasium? 

“Det kan jeg godt sige. Ser du, jeg er startet i sin tid på Østersøgades Gymnasium, som var en privatskole med grundskole, som denne her. Den rykkede ud til Kildegårds plads, og så hed den Kildegård Gymnasium, der blev jeg student fra.  Jeg var student på 2. årgang fra Kildegård Gymnasium.

Da jeg så var færdig der, så kom jeg til at undervise med det samme, først som vikar, men så blev jeg ansat der som grundskolelærer, der læste jeg på universitetet.

Efter fem et halvt år blev jeg færdig på universitetet og blev så ansat på Holte Gymnasium, som også er en privatskole.

Og jeg elsker at være på skoler, hvor der er et islæt af små, mellemstore og store, jeg synes det er en skøn cocktail. Men omvendt så følte jeg ligesom at på de gamle skoler, og det er det jeg håber aldrig sker for NGG, og det er derfor jeg nok skal se efter for, at det ikke sker, det er, at man falder i den grøft, der hedder: ‘nu er vi tilfredse, og nu skal der ikke laves noget særligt om’.

Jeg havde jordens dejligste stilling på Holte Gymnasium, jeg kunne gøre alt, hvad jeg ville, lave alt, hvad jeg ville, ingen havde nogensinde forestillet sig, at jeg på nogen måde efter 14 år der skulle sige op.

Men så fik jeg den åndssvage idé om at lave NGG heroppe fordi man ville lave Nivå Amtsgymnasium oppe i Nivåbugten, og det syntes jeg var fuldstændig tåbeligt. Hvorfor lave et offentligt gymnasium mere, når der var et kæmpe run på det tidspunkt til offentlige gymnasier?

Så var det så jeg sagde, nu går jeg i gang med at høre, om der var opbakning til det, og 18. oktober 1979, der skrev jeg en kronik i Ugebladet heroppe, og så væltede det altså ind med tilkendegivelser fra folk, der syntes det var en brandgod idé at lave et gymnasium, og dengang placerede jeg det sådan set i Cirkelhuset.

Så arbejdede jeg videre med det i nogle år, med et par møder hver uge for at det her op at stå med vedtægter og så videre, og i 1983, der blev det jo så en realitet. Vi fandt også lokaler i en villa nede i Hørsholm, der var vi det første år, så rykkede vi herud og fik et godt forhold til ham, der ejede Cirkelhuset i sin tid Åge Christensen.

Ideen bagved skulle netop være, at børn, der gerne ville have tryghed, sikkerhed og kontinuitet, skulle have mulighed for at starte i den ene ende og komme ud i den anden som studenter.Men det kræver jo, at man for det første sørger for, at der er forskellige regler for og forskellige opfattelser for de helt små til de mellemstore og til de stor. Ansvaret skal blive større og større. Det kræver meget af en skole at have børn i så mange år.

Men hvis man har det, og det synes jeg er så spændende, så synes jeg, det er vidunderligt at se dem komme ind det ene sted, og så står jeg ude og sætter huen på hovedet af dem, når de er færdige som studenter.

Og det vil jeg fortsætte i mange år, vil jeg godt sige, også selvom jeg er gået af, så vil jeg sige til den nye rektor, at det er et af mine privilegier at sætte huen på hovedet af eleverne på den skole, jeg har startet.”

Det er godt at høre, for det var en af vores store bekymringer. Vi var et stykker fra NGG, der sad på ATUs sommercamp, og hørte nyheden, og det første der blev sagt var: “Men hvem skal sætte huen på hovedet af os?”

“Du kan tro, det skal jeg nok gøre. Det kan godt være, at jeg i første omgang deler den med en anden, men de der vil have huen af mig kan få den af mig. Det er jo virkelig toppen af kransekagen for mig som rektor, som det er for jer som elever, det er jo at få den hvide hue på efter selv at have stået og råbt hurra for en masse andre.

Så siger man på andre gymnasier: “Arh, det’ da for barnligt!”, men det er jo de traditioner, vi bygger på her på skolen.

Det der er meget vigtigt for mig er jo, at det heroppe aldrig bliver et formalistisk sted, et sted, hvor man kommer ind i en form af en eller anden art, og så gør man det samme år efter år, men at der derimod er mulighed for at lave noget impulsivt, at der er mulighed for at lave nye ting.

Og så et ord som jeg aldrig nogensinde bruger er: “det plejer vi at gøre”. Som jeg siger, når der bliver nyansat her på skolen: “plejer, det er en død sag heroppe på skolen”.”

 Det er faktisk en god indstilling.

“Ja ik’?”

Hvis man bare sætter sig fast i det samme mønster, kommer der jo ikke nogen udvikling.

“Til dimissionstalen sagde jeg, at hvis stenalderbørnene havde lyttet til deres forældre og gjort, som deres forældre ville have, så var vi stadigvæk i dag på stenalderstadiet.

Udvikling kommer jo netop ved, at man går netop et skridt udover det, ens forældre ville have, på nogen områder, man skal ikke altid gøre det. Men på nogen områder er det jo rart at se noget andet, for jo ældre du bliver, jo mere konservativ bliver din indstilling til dagligdagen, jo mere vil du nødigt af med det, der er.

Bare se alle de steder, hvor man laver noget nyt. Da man skulle lave Storebæltsbroen fik man at vide, at det forstyrrede fiskestimerne i Storebælt og det samme med Øresundsbroen, men i dag kan vi ikke leve uden dem.

Det er jo Newtons Tredje Lov, nemlig en aktion skaber en reaktion.”

Nu, vi faktisk er i den bane, så har jeg jo hørt, at NGG ikke altid har haft den fulde opbakning. Der er mange elever, der taler om din storslåede kamp mod Bertel Haarder. Hvordan fik du overbevist dine kritikere om, at der var hold i din vision?

“Det er skægt, du spørger om det, for det, der var det allerstørste problem som ung adjunkt på Holte Gymnasium, der fik den her idé, var at jeg skulle ud og diskutere skolepolitik.

Nu har jeg jo altid interesseret mig i mine undervisningsår fra grundskolen også. Jeg underviste 8. klasse i Astronomi og 7. klasse i Fysik og sådan nogle ting rundt omkring på de skoler, jeg har været. Jeg har gerne villet have med de små at gøre også. Jeg har haft en 3. klasse som klasselærer på Kildegård i et halvt år, så jeg havde noget kendskab til grundskolen.

Så der skulle jeg så ud og diskutere, og hvad lægger jeg selvfølgelig vægt på som en ikke-trænet debattør?

Erkendt, jeg er ærkematematiker. Jeg har aldrig nogensinde tænkt på retorik eller noget af den slags. Det jeg lagde vægt på var at fortælle et budskab, og mit budskab, det gik jo på, at unge mennesker skal lære. De skal have udfordringer. De skal også opføre sig ordentligt, det vil vi gerne lægge vægt på, og så skal de frem for alt være glade i hverdagen.

Det er de ting, som jeg lægger vægt på, og da jeg kom ud og sagde det, så sagde folk til mig: “Det er jo en sort skole det der.” Bortset fra det glade i hverdagen, så var det jo en boglig ting.

Jeg lagde jo ikke særligt meget vægt på det kreative, men de kreative fag kræves jo for, at man bliver glad i hverdagen, så jeg syntes jo ikke, man behøvede at sige særligt meget om dem. Det lærte jeg jo så hen ad vejen, at dem skulle jeg også huske at sige noget om.

Mine kritikere var jo så ude og sige, at det var jo bogligt, og det var den sorte skole, og jeg differentierede børnene, delte dem i gruppe og ville ikke have de dårlige..

Aldrig nogensinde sagt, tværtimod. Jeg synes, det er fremragende at få en elev ind, der har svært ved det, som kommer til at klare sig godt.

Når man så ser på i dag, jeg hørte Christine Antorini i radioen i morges (den 13/8-2014 red.), om hvad det er ekspertudvalget peger på for ro i timerne. Det er, at der skal være faglige udfordringer, de skal lære at opføre sig ordentligt. Det er lige præcis alt det, som jeg sagde for 25 år siden. Det er præcis de samme ting, som man gør nu.

Så det jeg gjorde var sådan set at debattere på det niveau, som jeg syntes var rigtigt, og så lod være med at gå op i, at folk de rystede på hovedet, når de gik fra mig og sagde: “hvad er det for en sort skole”.

Og jeg har jo altid sagt, at hvis det var det, der kendetegnede en sort skole, det jeg stod for, så var jeg stolt af at være ansat i en sort skole.”

Du har jo også tit sagt, at du har verdens bedste job. 

“Det har jeg også.”

Hvis du skulle give sådan et tip til dine elever om, hvordan de ender med at blive lige så glade for deres studier og job, som du har været, hvad skulle det så være?

“Jeg tror humor og humør og en positiv indstilling til tilværelsen betyder meget, og jeg ved godt, at der er folk, der er født, desværre, med lidt sorte sider i deres sind, og de skal kæmpe for at få de her ting med.

Men jeg har altid været en glad fyr. Altså jeg har altid været en, der måske oven i købet en gang imellem i nogen situationer kunne blive tituleret som lalleglad. Men jeg har altid syntes, at livet er skønt, der har været en masse ting at leve for. Jeg har altid set det positive i de forskellige situationer, jeg har været i.

Selvfølgelig har jeg haft mine udfordringer, men jeg er sikker på, at når jeg nu er gået af, og Jens-Ulrik sidder her, eller han kommer ikke til at sidde lige her, at når du kommer og spørger mig igen om tre uger, så har jeg igen verdens bedste job. For så går jeg rundt og laver det, jeg gerne vil.

Der er da mange ting, der irriterer mig grænseløst i mit job trods alt. Det, der irriterer mig mest er, at der sidder folk i ministeriet, der vil have os til at svare på de mest åndssvage spørgsmål, og det skal jeg sidde og bruge tid på  stedet for at gå ud på gangene og være sammen med eleverne og lære dem noget.

Altså det er jo derfor man kan sige om Christine Antorini, at der var en idé, at hun sagde: “Lad os dog få lidt mere ansvar ud på skolerne. Lad dem dog få lov til at køre det, de gerne vil, derude”, i stedet for hele tiden at skulle kontrollere.

Hvor vi ser, at det kommer ekstra ind den her kontrol, det er jo fuldstændig tåbeligt, det er jo, at lærerne nu skal trykke ind og trykke ud, når de har arbejdet.”

Det er jo nærmest sådan fabriksagtigt.

“Ja, og det gik man væk fra på B&W (B&W-hallerne, industrikompleks på Refshaleøen red.) for mange, mange, mange, mange år siden.

Hvorfor? Jo, at fordi man ville have tillid til, at når folk kommer, så laver de også deres arbejde.

Jeg har den faste overbevisning, at når folk er gået i gang med en uddannelse, så er det fordi, de interesserer sig for det, de skal i gang med. Når de kommer ud og får et job, så er det selvfølgelig noget, som de er glade for, og som de vil udfylde bedst muligt, og så har jeg en tillid til, at de som voksne, uddannede og meget andet nok skal køre det og høre efter, hvad der af kritik på bedst mulig måde, og derfor behøver de ikke nogen ekstra opsynsmænd.

Så kan du sige: “Arh… jeg kan huske, vi havde en lærer engang…”, men der vil altid være en enkelt eller to. Jeg har altid været modstander af, og det synes jeg samfundet kører alt for meget efter, at er der én, som ikke kan reglerne, så skal man saftsusemig lave det om for samtlige mennesker i dette land.

Det er jo fuldstændig tåbeligt. I stedet for lige at synke spyttet og se, hvad sker der så. Tag dog lige og se, hvordan det kører og lad skoleledere og lærere køre det i fællesskab.

Jeg var stor modstander af den lockout, der var (lærerlockouten 2013 red.). Jeg syntes, det var fuldstændig tåbeligt. Jeg kan godt forstå de (lærerne red.) er sure, for det lå jo nede i skuffen, to dage efter at lockouten var færdig, så trak de jo den helt nye skolereform og de nye arbejdstidsbestemmelser frem. Det havde de ikke kunnet nå at lave på to dage.

Der synes jeg, der er nogle ting, som man godt kunne have taget fat på, der kunne man godt have lavet nogen ændringer i samfundet. Så jeg er ikke helt færdig med at ændre samfundet, selvom jeg er 67.”

Som elever på NGG, der har vi altid følt, at du har haft et stort overskud. Vi er blevet hilst godt velkommen, når vi er kommet med vores problemer, ved navn endda. Det er noget, der har rørt os meget positivt. Hvor vigtigt har du syntes, det har været, at lære dine elever godt at kende?

“Enormt.

Jeg kan fortælle dig, at de første 10 år, jeg var ansat her, der brugte jeg hele sommeren på, bortset fra at lægge skemaet, på at sætte mig og se navne og prøve at lægge hånd på for at lære navnene at kende. Det har jeg ikke gjort de sidste 5-6 år, for hovedet følger ikke helt med, men så prøver jeg på at lære jer ved udseende og en del af jer lærer jeg ved navne.

Men jeg føler, at det er en fantastisk vigtig ting. Hvis jeg ønsker, at I skal opfatte jeres uddannelse som en slags arbejde, I har i dagligdagen, så forestil jer at I er på en virksomhed, og direktøren på den virksomhed ikke kender ens navn, når man er ansat. Det, syntes jeg, var forkasteligt.

Nu ved jeg godt, at når vi er over 1300 elever, så kan jeg ikke alle navne, men jeg gør meget ud af at lære om ikke navnet så ansigtet, sådan at når jeg møder her nede i Hørsholm Midtpunkt eller andre steder, så kan jeg gå hen og sige: “Hej! Hvordan går det?”

Jeg tror, det giver en tryghed. Jeg tror, det giver en god følelse.”

Det gør det i den grad. Jeg tror det spørgsmål, vi alle sammen kommer til at stille os selv nu, du har selv svaret på lidt af det tidligere, er: Hvor aktiv kommer du fortsat til at være på skolen? Hvor meget kommer vi til at se til dig?

“Meget, og måske mere nu end senere.

Jeg skal jo også være sikker på, at den person, bestyrelsen vælger, er den rigtige. Man kunne jo sige, skal jeg have noget at gøre ved det? Ja, selvfølgelig skal jeg det. Jeg har brugt 36 år af mit liv på den her skole, jeg skal nok tromle, hvis ikke man lytter.

Men som en sagde forleden dag, du er Mr. NGG, det er jo noget, jeg nødigt vil have på mig, for der er jo mange andre, der har arbejdet på, at det her bliver en fantastisk skole. Du kan tage en masse af lærerne, markante lærere. Karina Kølle går jo i øjeblikket rundt med tutorer og har et kæmpe arbejde dér, Jens-Ulrik, der skal overtage, har haft et kæmpe arbejde.  Sådan kunne jeg blive ved på lærerkorpset: Thomas, der har lavet idrætstingene og skolevejledning, han har prøvet at være med hele vejen på begge sider og så videre.

Så der er mange, der har ydet meget for at denne skoles formål, fra 0. klasse til 3.g udviklingsmæssigt bliver opnået. Så derfor vil jeg ikke overlade det til hvem som helst.

Nu har jeg sat mig på at jeg til næste år skal undervise 9. klasserne i SuperScience. Vi skal ud og se nogle ting i Astronomi, jeg er i gang med at finde nogle planer for, hvad vi skal gøre. Derudover får jeg altså talentplejen fra de små klasser og i de mellemstore og sammen med Marianne Johansson for jer i gymnasiet og kommer ud og ser, forhåbentligt, mange af jer få overrakt nogle medaljer og præmier.

Og så skal jeg ind og være webmaster. Jeg har ikke en dyt forstand på hjemmesider, men det må jeg jo så sætte mig ind og få. Jeg har godt af at lære noget nyt.

Og så er der forskellige aktiviteter, som jeg ikke slipper af med. Jeg har børnebørn, så jeg kan også komme med til fastelavnsfesterne, og så vil jeg danse boogie woogie sammen med eleverne stadigvæk.

Det man skal undgå selvfølgelig er at kommer her , og folk ikke rigtig har tid til at tale med én. Så bliver man overflødig, og det er en situation, jeg hverken vil sætte hverken medarbejdere, elever eller mig selv i. Men det skal jeg nok sørge for ikke sker.

Nu skal jeg jo også med til Samsø, jeg skal med til Bornholm. Jeg kunne forestille mig, at jeg også skal med til 9. klasses tur i Sverige, måske 10. klasse i Rom eller 2.g-turen eller 8. klasse-turen…

Alt det må jeg finde ud af med den nye rektor. Jeg skal jo ikke træde nogen over tæerne, og vi skal finde ud af en fornuftig løsning.

Og derfor er det vigtigt, at når vi laver arrangementer, så skal de køre ordentligt. En ny mand, der kommer ind, kan ikke gå ind i vores traditioner, og det kan give frygteligt mange bryderier, og det skal vi undgå.

På den anden side skal vi også undgå, at jeg sidder og tror, jeg ved alt hele tiden. Det vil jeg slet ikke gøre. Det tror man ikke, men jeg er også udmærket til at tage det skridt tilbage og sidde og se lidt på, hvad der foregår. 

Men der også det, at der er et kæmpe, springende punkt her på stedet, og det er, at vi skal selv ud og skaffe vores elever, og derfor er det utroligt vigtigt at vi her på stedet, lærerne, eleverne, laver et sted, som folk gerne vil ind på.”

 

Den 5. September afholdes en afskedsreception for Jan Thrane på skolen fra klokken 14-17. Både nye og gamle elever er velkomne.