Stor Afskedsreception for Thrane

I fredags, den 21. november, blev den længe ventede afskedsreception for Jan Thrane, NGGs stifter og tidligere rektor, afholdt. Arrangementet, hvor ansatte, forældre samt tidligere og nuværende elever kunne få lov at ønske Thrane farvel, havde ellers været midlertidigt aflyst. Dette skyldtes en sag mellem Jan Thrane og Undervisningsministeriet efter et uanmeldt besøg på skolen. Da sagen blev droppet for 14 dage siden, kom afskedsreceptionen dog hurtigt på kalenderen igen.

Thrane stod selv i døren for at ønske gæsterne velkommen, og alle fik et håndtryk eller et kram og et stort tak for at komme. NGGs hal var fuld af de mange mennesker, der var kommet for at takke Thrane af efter 31 års arbejde på skolen. Til dem var der disket op med både drikkevarer, snacks og endda mad. Hjælpsomme elever arbejdede hårdt på at holde det hele kørende.

Inspektor Peter Laursen holdt en åbningstale, hvor han bl.a. takkede alle, der var mødt op, og brugte Frank Sinatra-sagen My Way som eksempel på Thranes måde at styre skolen på. Konstituerede rektor Jens Ulrik Engelund havde også mange rosende ord og gode minder sammen med Thrane. Han fortalte bl.a. med et smil om sin ansættelsessamtale, hvor Thrane havde besøgt ham hjemme. Han var i tvivl, om det, at han budt Thrane på en håndbajer i stedet for kaffe, havde gjort udslaget.

Derefter havde Svanereden forberedt underholdning til Thrane. Der blev sunget en særlig udgave af skolesangen, hvor den sædvanlige tekst var skrevet om, så den handlede om dagens hovedperson. Bagefter brød børnene ud i et stort danseshow med en flot koreografi.

Derefter fulgte flere taler. Bestyrelsesformand Christian Trollo sammenlignede Thrane med Emil fra Lønneberg, der trods sine gode intentioner altid bliver skældt ud af den råbende far. Han tilføjede: “.. der i dag vistnok hedder EkstraBladet“, som en kommentar på EkstraBladets dækning af regnskabssagen. Der var også stor opbakning i taler fra gamle ansatte og elever. Tidligere lærer Erik Geleff sagde, at han havde arbejdet på to virkelig gode skoler. Den ene fylder snart 450 år, og han var sikker på, at selvom Thrane ikke selv vil opleve det, vil NGG også bestå mindst lige så længe.

Der var også gaver til Thrane. Blandt andet en meget stor pakke, der blev åbnet efter Jens Ulriks tale. Thrane grinede meget, da han havde åbnet pakken, og så, at der gemte sig en motionscykel i. Han kom med udtalelsen: “Til jer, der ikke kan se, der står: Kan byttes, men kun til en anden!“.

Til sidst fik Thrane selv ordet. Han takkede hver af talerne og kom med et kvikt svar på deres taler. Han takkede også alle de mennesker, der var kommet for at bakke ham op. Det havde været en stor hjælp i den turbulente tid.

Jan Thranes videre rolle på skolen er stadig ukendt, men i fredags fik NGG og venner endelig den mulighed for at sige ordentligt farvel, som de har misset siden den 5. september.