Toptunet actionbrag suser over målstregen

Titel: Need for Speed

Genre: Action

Medvirkende: Aaron Paul, Dominic Cooper, Imogen Potts, Scott Mescudi og Michael Keaton

Instruktør: Scott Waugh

Hov, Jesse?! Skulle du ikke lave meth sammen med mr. White? Trademark: DreamWorks/Walt Disney

Hov, Jesse?! Skulle du ikke lave meth sammen med mr. White? Trademark: DreamWorks/Walt Disney

Film baseret på videospil er ikke tit forbundet med succes. Der har været mange forsøg på at bringe konsollernes helte frem på lærredet, og selvom der har været nogle ret vellykkede film som Tomb Raider og Prince of Persia, kan de oftest tælles på én hånd. Det giver hårde odds for Need for Speed, der er baseret på EA’s hitracerserie af samme navn. Ikke nok med det skal den også kæmpe mod Fast and Furious, som trods Paul Walkers død stadig står stærkt som den helt store bilfilmsserie. Heldigvis har Need for Speed karrosseriet i orden.

Filmen handler om Tobey Marshall, spillet af Aaron Paul, som mest er kendt for sin fantastiske præstation som Jesse Pinkman i Breaking Bad. Tobey ejer et lille værksted sammen med sine venner i den lille by Mt. Kisco, New York. Han er også fænomenal til at køre ræs, og han har en helt specielt evne, der gør ham i stand til at presse bilernes topfart til det yderste. Men alt ændrer sig, da Tobeys rival, Dino Brewster, dræber hans ven Pete under et løb og hænger ham om på mordet. To år senere kommer Tobey ud af spjældet, og sammen med sine venner og den snobbede racertøs Julia begiver han sig tværs over USA med et mål: At deltage i det legendariske De Leon-løb, besejre Dino og hævne Petes død.

Biljagterne og racerløbene er naturligvis det vigtigste element i filmen. Der er masser af dem i løbet af filmen, og de er alle sammen ufatteligt nervepirrende. Man sidder på kanten af biografsædet, mens Tobey i sin flotte tunede Ford Mustang manøvrerer sig igennem byernes gader mellem modkørende trafik, sværmende betjente og hjemløse med indkøbsvogne, imens hans ven Benny guider ham fra et fly. Det giver lejlighed til masser af fantastiske stunts, og et hop over fire vejbaner og et vanvittigt vovestykke, som blandt andet involverer en Apache-helikopter, er blot to af mange helt fantastiske. Racerløbene er selv sagt dødsensfarlige, og vi bliver tit mindet om, at ulykker sker under løb, der modstanderne i mest grusomme styrt bider i græsset. Eksploderende biler, hylende politisirener og brølende motorer skaber en ballet af fart og ødelæggelse, som er fantastisk at se på og minder en om de oplevelser, man selv kunne komme ud for foran PlayStationen.

Sådan går det, når man ikke har øjnene på vejen! Trademark: DreamWorks/Disney

Sådan går det, når man ikke har øjnene på vejen! Trademark: DreamWorks/Disney

Undertegnede er en kæmpestor fan af Aaron Paul, og han gør det fantastisk i denne film. Han er god til at spille den overlegne racerkører med sin dybe stemme, tørre grin og seje attitude, men er mindst lige så god, når han udstråler indebrændt vrede eller skriger og græder af sorg og smerte. På passagersædet sidder Imogen Potts som Julia, og hendes britiske accent giver hende den ekstra tone snobbethed, når hun bider skeer med Tobey under turen, og Scott Mescudi fyrer masser af jokes af som Benny, hvis flyveevner virkelig kommer i brug. Vennernes kemi er fantastisk, og deres drillerier og småskænderier sørger for, at filmen ikke bliver alt for deprimerende. Ud over det er Michael Keaton genial i rollen som løbslederen og DJ’en Monarch, og Dominic Coopers Dino er virkelig god som en skurk, der ikke har nogen hæmninger, når det gælder om at komme først over målstregen.

Mellem løb er der også tid til holdbilleder! Trademark: DreamWorks/Disney

Mellem løb er der også tid til holdbilleder! Trademark: DreamWorks/Disney

En af de ting, som virkelig gør Need for Speed unik, er historien. Historien om hævn og forløsning er virkelig fantastisk, og de spændende biljagter, den flotte musik og det gode skuespil og de susende biler går op i ét til en fantastisk oplevelse – en fantastisk bilfilm og en videospilsfilm, der er tro over for originalens fantastiske ræs og jagter. Det bliver bedst beskrevet af Monarch, som på et tidspunkt i filmen siger: ”I can feel love, vengeance and motor oil all swirling together.” Man føler virkelig for Tobey og håber, at han får sin hævn. Om han rent faktisk gør det, skal ikke afsløres her. Som Jesse Pinkman ville sige: ”Yo, tag ind og se den, bitch!”

Seks ud af seks svanefjer

Trailer: